Begreber og definitioner

De begreber, som anvendes i regnskabsstatistikken, er baseret på de poster, som findes på spørgeskemaet. Spørgeskemaet kan hentes på vores hjemmeside under: www.stat.gl

 

Omsætning

Indtægter ved salg af produkter og tjenesteydelse, der hidrører fra firmaets primære aktivitet. Omfatter også arbejde udført for egen regning.

 

Andre driftsindtægter

Indtægter, som ikke har forbindelse med den primære drift, herunder praktiktilskud og overskud ved materielle anlægsaktiver.

 

Vareforbrug

Det forbrug som medgår til omsætningen. Det vil sige køb af råvarer, færdigvarer og lagerændringer.

 

Løn, pension mv.

Denne post omfatter omkostninger til løn og pensioner samt andre personaleomkostninger.

 

Af- og nedskrivninger

Årets af- og nedskrivninger på materielle og immaterielle anlægsaktiver.

 

Øvrige ordinære udgifter

Udgifter til husleje, anskaffelse af småinventar, vikarbureauer, langtidsleje og operationel leasing, eksterne udgifter i øvrigt samt sekundære omkostninger er lagt sammen i denne post.

 

Finansielle indtægter

Renter, provisioner, kursgevinster på værdipapirer og udlandslån, udbytte af aktier og anparter osv.

 

Finansielle udgifter

Renter, kurstab på værdipapirer og udlandslån, provisioner og udgifter til depot mv.

 

Anlægsaktiver

Den del af formuen som er bestemt til vedvarende eje eller brug for firmaet, fx bygninger, maskiner, inventar, tekniske anlæg, licenser og software.

 

Omsætningsaktiver

Varelagre, likvide beholdninger, salgstilgodehavender samt værdipapirer.

 

Egenkapital

Ejernes andel af kapitalen. Beregnes som aktiver i alt minus summen af hensættelser og gæld.

 

Hensættelser

Forpligtelser, hvis størrelse eller forfaldstid ikke kendes med sikkerhed, f.eks. udskudt skat og pensionsforpligtelser.

 

Kortfristet gæld

Gældsposter, der forfalder inden for 1 år.

 

Langfristet gæld

Gældsposter med en løbetid over 1 år, f.eks. prioritetsgæld.

 

Investeringer

Tilgang og afgang af anlægsaktiver, dvs. fast ejendom (grunde og bygninger mv.) og driftsmidler (maskiner, køretøjer, inventar mv.) og immaterielle aktiver (software licenser mv.). Tilgang opgøres til anskaffelsespris før afskrivninger og andre reguleringer og omfatter såvel købte som leasede aktiver.

 

Ansatte

Lønmodtagere, som har ansættelse i firmaet. Udtrykt som antal årsværk.

 

Egenkapitalens forrentning

Egenkapitalforrentning = (Resultat efter finansielle poster/Egenkapitalen)*100.

 

Overskudsgrad

Overskudsgrad = (Resultat før finansielle poster/Omsætning)*100.

 

Soliditetsgrad

Soliditetsgrad = (Egenkapital/Samlede aktiver)*100.